Projektakademiet

I Moderniseringsstyrelsen arbejder vi projektorienteret og for at ruste vores medarbejdere bedst muligt til den organisering og arbejdsform, har vi etableret et projektakademi.

Medarbejdere i ØS

Projektakademiet i Moderniseringsstyrelsen er bygget op i moduler, som følger de læringsbehov, der typisk opstår under en projektleders udviklingsforløb.
Første modul er derfor målrettet den nye og uerfarne projektleder og introducerer til forskellige, værdifulde værktøjer og begreber.

Derudover består projektakademiet af en række tillægsmoduler rettet mod både nye og erfarne projektledere - men også projektdeltagere, der ønsker at opkvalificere sig i forhold til fremadrettet projektarbejde og karriereudvikling.

De dele af akademiet, der er målrettet den erfarne projektleder, fokuserer primært på sparring, videndeling og netværk.

Projektlederuddannelsen

Moderniseringsstyrelsen samarbejder med hele Finansministeriets koncern om uddannelsen af projektledere. Uddannelsen styrker deltagernes projektlederkompetencer ved hjælp af værktøjer til planlægning og styring af projekter samt relevante ledelsesværktøjer som coaching, konflikthåndtering og situationsbestemt ledelse.

Det er den enkelte leder, der udvælger hvilke medarbejdere, uddannelsen har relevans for - typisk med udgangspunkt i den årlige MUS-samtale.

Mentorforløb for projektledere

Projektakademiet indeholder også et mentorforløb, hvor en erfaren projektleder (mentor) og en ny projektleder (mentee) matches. Formålet er at give nye, uerfarne projektledere et fokuseret kompetenceløft med udgangspunkt i aktuelle opgaver og udfordringer. Samtidigt udvikler den erfarne projektleder sine ledelses- og sparringsegenskaber i rollen som mentor.
Mentor og mentee matches på tværs af organisationen for at højne erfaringsudveksling, læring og netværk på tværs af kontorer og centre.